top of page
DSC_9707.jpg

               Opbevaring af vine - og det er bæredygtigt!

Under jorden i én af Roskildes 2. verdenskrigs-bunkere kan man opbevare sin vin, øl og spiritus i mørke og stabile omgivelser inklusiv bombesikre lokaler. Det er en oplagt udnyttelse af krigens efterladenskaber, at vi propfylder bunkerne med druesaft af lækker kvalitet, sjove indslag og en god portion nørderi.

Har du vin på lager?

Vi tilbyder lagerplads til både den kyndige vinsamler, opbevaring af vinklubbens investeringer og hylder til alle jer som “bare” køber flere flasker ind, end hvad der er plads til i hjemmet.

Dermed undgår vinene også at stå for lyst, varmt og tørt derhjemme, men kommer i mørke under stabile fugtigheds- og temperaturforhold.
 

Opbevar vin på en bæredygtig og sikker måde!

Opbevaringsrummet har en konstant lav temperatur på 8-14 grader celcius afhængig af årstiden, en stabil luftfugtighed på under 75% relativ fugtighed,og så er der beskyttelse fra solens UV-stråler under jorden. Dette er de perfekte forhold til flaskerne og deres dyrebare indhold.

2. Verdenskrig har altså skabt to bæredygtige vinkølerum, der kun har brug for et minimum af energi til affugtningen. Og denne energi er selvfølgelig produceret af danske vindmøller gennem firmaet Vindstød.

Vinrummene varierer fra 50-150 flasker afhængig af dit/jeres behov… eller forbrug. Vi dømmer ikke! Og det koster 1,75 kr. pr. fl. pr. mdr. inkl. moms. Og finanserne er her med til at holde den bæredygtige andelskasse Merkur i sving!

Vinbunkeren er sikret efter alle kunstens regler med armeret beton, 20mm-ståldøre og bevægelses-sensorer/alarmsystem. Derudover har alle opbevaringsrum sin egen låge og hængelås (som kunden selv skal huske at medbringe).

 

Bunkeren er overordnet forsikret som erhverv dvs. mod stormflod/vandskade, naturskade, anden pludselig skade, indbrud, brandskade og elskade. 

Forsikringsmæssigt er de fleste derudover dækket via egen indboforsikring, under det forsikringsselskaberne kalder udvidet- eller særligt indbo. Vi opfordrer stadig alle lejere til at få deres forsikringsselskab til at sende en skriftlig anerkendelse af, at vinsamlingen bliver opbevaret forsvarligt i vores kælder. Dette gør sig også gældende i tilfælde af et ansvarsforhold, hvor en kundes flasker tømmer sit indhold over en anden kundes skab/flasker. 

Her er lidt info om opbevaring

Fordelene:

Der er fordele ved at være lejer i Bunkeren: 
- Mulighed for at afholde private smagninger i Bunkeren med rabat. 

- Mulighed for at få åbnet Bunkeren uden for åbningstid, til afhentning af egne flasker. 

- Alle lejere får mulighed for at komme enten gratis eller billigere med til events, som f.eks. smagninger, foredrag, fødevarepolitiske debatter og pop up-madarrangementer.

Det koster en krig!?

Lejeprisen er kr. 1,75 pr. flaske inkl. moms pr. måned. 

Lejeprisen udregnes ud fra den ønskede rumstørrelse, hvoraf det mindste lejemål er 100 flasker, svarende til kr. 175 inkl. moms pr. måned. 
Lejeprisen er den samme uanset rumstørrelse. 
 
*Priser kan reguleres årligt. 

Skriv under her:

Lejeaftalen indgås for 1 år af gangen. Beløbet forudbetales ved tegning af kontrakten. Herefter fornyes kontrakten automatisk med 6 måneder ad gangen, medmindre andet aftales. 

Ved igangsættelse af lejeordning tilbyder vi hjælp til afhentning af større vinsamlinger, og naturligvis gode råd til indflytterfesten!

P.S I tilfælde af krig eller andet katastrofe-agtigt, så...

Der er en meget striks 24-timers-rydningsregel for Bunkeren, og dermed også alt inventar og opbevaring, i tilfælde af opstået krig i Moderlandet.

Vi krydser fingrer for dette ikke sker - men skulle Undergang være over os, så ser vi os selvfølgelig nødsaget til at tømme rummet (læs: flaskerne) totalt inden for 24-timersreglen, hvilket er givet i kontrakten.

Dette skyldes, at Bunkeren tilhører Østsjællands Beredskab, og at den stadig betragtes som værende aktiv. 

Vi håber i givet tilfælde også at kunne byde på Alsangs-arrangementer i Folkeparken!

Send bud efter os...

Hvis du eller/og din vinklub er interesseret i at få opbevaret lidt eller mange vine under konstante forhold og under lås og slå, så send en mail til os med dit/dine behov.

Kast os et brev på bunkerafvin@mail.com

Der er 24 timers reaktionstid inden du hører fra os.

Fortæl om dig selv:

  • Hvor mange flasker skal der opbevares?

  • Hvem er du/I:vinsamler, vinklub, ordinær nørd, ekstraordinær nørd?

  • Hvor ofte forventer du/i at afhente vine?

  • Hvad er dine kontakt-info?

bottom of page